Om Skovbakken

Sved på panden og venner for livet

Idrætsklubben Skovbakken (IK Skovbakken) er en paraplyforening for 12 selvstændige idrætsforeninger med hjemstavn i Aarhus Nord. Foreningens formål er at skabe interesse for udøvelse af idræt og sport gennem tilbud om samvær med andre, fysisk aktivitet og deltagelse i turneringer og stævner, idet ledelsen varetages af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. 

Afdelingernes aktiviteter foregår primært i Vejlby-Risskov Idrætscenter, som er et 40 tønder stort idrætsområde med fodboldbaner, tennisbaner, sportshaller, svømmehal, tennis/squashhal, gymnastik/trampolinhal. Centret er tegnet af arkitektfirmaet Friis og Moltke A/S og opført i 1969, og består i dag af tre træningshaller, en opvisningshal, to gymnastiksale, en svømmehal, squash- og tennisbaner, udendørs fodbold- og tennisbaner og mødelokaler foruden idrætshøjskole og to springhaller. Et par afdelinger har deres aktiviteter på Trøjborg i det nordlige Århus i Annexhallen og på Skovvangsskolen.

Historisk er klubben udsprunget af andelsboligbevægelsen med det formål at sikre idræt for alle, og var i mange år samlingssted for lønmodtageres idrætsambitioner. Foreningens første idrætsanlæg var Riisvangen Stadion, der i 1953 blev suppleret med Annexhallen, opført at AAB, men i takt med at nordbyen voksede med etableringen af Vejlby og Vorrevang og stigende søgning mod idræt, flyttede klubben sine aktiviteter til det nye arnested for sport og fællesskab i Aarhus Nord, nemlig Vejlby-Risskov Idrætscenter. 

Området bebos af omkring 35.000 indbyggere, der fordeler sig i områder med opdelte beboersammensætninger, og fra 2020 og årene frem flytter yderligere 18.000 nye borgere ind i nærområdet omkring idrætsanlægget. Derfor samarbejder IK Skovbakken med blandt andet Aarhus Kommune og flere andre om at skabe nye aktiviteter og plads til eksisterende som nye tilflyttere i området. 
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram
X